Krykkelyk

På vej fra Jegindø til Hvidbjerg – eller omvendt – skal man tværs over en stor dal. Nogle kalder den kryb-i-ly, andre siger kryv i ly eller kryk-i-ly, og indfødte med flot thyholmsk tonefald siger nærmest krykkelyk.

Og krykkelyk må den da hedde, for den giver både ly, lyde og lykke. Dalen er helt enestående. Kommer du ridende, cyklende, gående eller ræsende på slæde fra Hvidbjerg, ja, så går det nedad. Det gør det også, hvis du kommer fra Jegindø. Og når det går nedad, har man fart på. Man er i bevægelse og når næsten ikke at sanse, om man kan se heste, køer, rådyr, planter, fugle, skeletter eller fisk. Det er nemlig bevægelsen, der er herlig.

Selvfølgelig skal man op igen, og det går let, legende let, for hesten traver trøstigt af sted, og vinden er en glad ven, der skubber hjælpsomt. Men er man på slæde, er det lettest, for så trækker mor, far eller storesøsterbror. For øvrigt er der så dejligt en forårsdag i maj, at man bliver nødt til at springe af transportmidlet og gå, for den nordøstlige hulvejsskåning lyser op af gule kodriver og lyseblå forglemmigej.

Jo, der er herligt i Krykkelyk. Fart på og bevægelse. Ned ad bakke og altid medvind og op til flere, der vil skubbe eller trække. Måske skulle du ta’ dig en dejlig daglig tur i den første uge i september. Måske skulle du vælge dig fredag den 6. mellem 10 og 11.30. Den dag vil du se, at på Thyholm har man ikke skeletter i skabet. De er krøbet i ly i den flotte dal, men bevæger sig muntert. Bloggen her venter på din medvindsberetning.

Forpustet hilsen – Eskild Højgaard