torsdag den 27. juni 2013

Bevæg mig vel

I første uge i september kommer nogle kunstnere ind midt i Hvidbjerg – og går i gang.

De har allerede været her og iagttaget, så de tror, de dukker op i en statisk bunke mennesker og huse. Bevar os vel, tænker de.

Men i virkeligheden ryger de ind midt i en livsform, der viser sig at være dynamisk, hvis man ser på det lokale aktivitetsniveau. Bevæg mig vel, er thyholmboens svar til kunstnerne.

Bevæg os vel – kunstnere! Det er derfor, I er her. Vores by er ikke alene bevaringsværdig, men også udviklingsværdig.

Også Thyholm og Jegindø lever i bølger. Se blogindlæggene, der viser, at ”man” ikke giver op:

Krykkely

Sct. Mauritii Kildes gaver – og fjordens

Lyngs Mølle

Dæmningen og dens hul

 
Hvidbjerg bliver jeres ansvar denne uge. Giver I op, eller giver I bolden op? Det skulle gerne blive bevægende.

Krykkelyk

På vej fra Jegindø til Hvidbjerg – eller omvendt – skal man tværs over en stor dal. Nogle kalder den kryb-i-ly, andre siger kryv i ly eller kryk-i-ly, og indfødte med flot thyholmsk tonefald siger nærmest krykkelyk.

Og krykkelyk må den da hedde, for den giver både ly, lyde og lykke. Dalen er helt enestående. Kommer du ridende, cyklende, gående eller ræsende på slæde fra Hvidbjerg, ja, så går det nedad. Det gør det også, hvis du kommer fra Jegindø. Og når det går nedad, har man fart på. Man er i bevægelse og når næsten ikke at sanse, om man kan se heste, køer, rådyr, planter, fugle, skeletter eller fisk. Det er nemlig bevægelsen, der er herlig.

Selvfølgelig skal man op igen, og det går let, legende let, for hesten traver trøstigt af sted, og vinden er en glad ven, der skubber hjælpsomt. Men er man på slæde, er det lettest, for så trækker mor, far eller storesøsterbror. For øvrigt er der så dejligt en forårsdag i maj, at man bliver nødt til at springe af transportmidlet og gå, for den nordøstlige hulvejsskåning lyser op af gule kodriver og lyseblå forglemmigej.
Jo, der er herligt i Krykkelyk. Fart på og bevægelse. Ned ad bakke og altid medvind og op til flere, der vil skubbe eller trække. Måske skulle du ta’ dig en dejlig daglig tur i den første uge i september. Måske skulle du vælge dig fredag den 6. mellem 10 og 11.30. Den dag vil du se, at på Thyholm har man ikke skeletter i skabet. De er krøbet i ly i den flotte dal, men bevæger sig muntert. Bloggen her venter på din medvindsberetning.

Forpustet hilsen – Eskild Højgaard

onsdag den 29. maj 2013

Bjørndal Kalkværk


Bjørndal Kalkværk er væk. Det var det ikke i går. Da stod de to store, markante og fortællende kalkværksskorstene der endnu og mindede os om tidligere tiders erhverv, geologi og meget andet. Skorstene ragede op og trak øje og tanke til sig.

Her i eftermiddag er skorstenene væk. De forsvandt i formiddags sten for sten. De store maskiner klarede såmænd også at sluge store mængder af sten ad gangen. Vi stod og så på. Der faldt ikke en sten fra vore hjerter. Der faldt en sten i. Fortiden blev fjernere. Anskuelsesmuligheden blev fjernet den 29.5.2013.

 Bjørndal Kalkværk er nedbrudt – væk. I stedet ser man nu Bjørndal Kalk-væk.

Lyngs Mølle


Man ved ikke præcist, hvornår Lyngs Mølle blev bygget, men det var i perioden 1820-1833. Man ved derimod præcist, at den lå frit på en vindsamlende bakke med terrænskråning mod syd, sydvest og vest.

Måske er det derfor, møllen har ført en vindomsust tilværelse. Den arbejdede trofast i mange år. Brændte i 1863. Genopførtes i 1864. Blev flyttet en kilometer i 1867, så man sparede en kilometers transport begge veje fra langt de fleste ejendomme i sognet.

Lyngs Mølle var kongelig privilegeret med hele sognet som opland. I mange lange og gode perioder gav den mølleren en rimelig indtjening. I andre perioder var det sværere. I 1852 ophævedes møllernes privilegier, og møllen måtte klare sig på det frie marked. Omkring århundredskiftet havde de fleste landbrugsejendomme en husstandsmølle, og de store dampmøller dukkede op. Senere fik Lyngs Mølle petroleumsmotor og senere igen el-motor. Perioderne omkring de to verdenskrige var økonomisk gode for møllen, men efter anden verdenskrig sygnede møllen langsomt hen, og omkring nytårsskiftet 1964 var det slut.

Møllebygningen blev købt af KFUM & K-spejderne. Møllen blev restaureret og fik nye vinger. Disse er gået til efterhånden, men bygningen fungerede som spejderhus til ca. 1997. Siden da har møllen været næsten opgivet – af og til. Helt ville man ikke slippe den, og der blev stiftet en forening til bevaring af Lyngs Gamle Mølle, og forskellige forbedringer er blevet foretaget, og adskillige aktiviteter er iværksat.

Lyngs Mølle er stadig vindomsust. Den har ikke længere vinger til at kæmpe for sig, men det siges, at de nok skal komme. Man er ved at skaffe penge. Selv om man er vindomsust – eller måske netop derfor – skal man da ikke give op.

Dæmningen og dens hul

Dæmningen mellem Thyholm og Jegindø blev bygget i 1914-1915. Entreprenøren, der stod for arbejdet, tabte sit guldur, men lod sig ikke slå ud: Nå, ja, det fylder jo det hele, sagde han.

Midt på dæmningen lå ”slusen”, en træbro over gennemsejlingen med 5 fod til daglig vandhøjde. På et tidspunkt i 40’erne skulle dæmningen tromles. Da vejmanden nåede broen, udbrød han: A vil fan’me ikke i æ vand. Derpå steg han af tromlen og lod den køre selv, mens han traskede bagved.

Hullet i dæmningen irriterede folk på Jegindø meget, for det gjorde den dyr at vedligeholde. En del Tambohus-fiskere brugte stadig gennemsejlingen, men i 1956 blev hullet lukket, da det lykkedes sognerådsformanden på Jegindø at få ministeriet til at give tilladelse. Det var netop i 1956, at vi havde Suezkrisen i Ægypten, så det siger sig selv, at hullet i folkemunde blev kaldt Suezkanalen og sognerådsformanden blev kaldt Nasser.

Dæmningen forhindrede vandgennemstrømningen i Tambosund, så efterhånden blev vandmiljøet ret dårligt. Tambohus Bylaug og andre arbejdede i en del år på at få tilladelser og økonomi, så et sejlløb kunne etableres igen. Det lykkedes, og i 2007 blev sejlløbet indviet.

Måske kan man sige, at det på den måde lykkedes Tambohus at få revanche over for Jegindø. Når man ikke giver op, får man sit hul og det friske vand tilbage. Vandet er i bevægelse, og hullet giver dynamik. Jo – der er hul igennem for os alle.

torsdag den 2. maj 2013

Sct. Mauritii Kilde


Sct. Mauritii Kildes gaver – og fjordens

Tæt på strandkanten neden for store bakker ligger Sct. Mauritii kilde. Den er god. Den er rigtig god. Ja, den nævnes endog som en af de bedste af de 13 sundhedskilder i Danmark. Anset i middelalderen har den været og sikkert også respekteret og afholdt i oldtiden.

Sagen er nemlig den, at kilden ved særlig høj vandstand overskylles af fjordens vand. Og jægeren og fiskeren ved, at havet er en guddom, så havets kraft overføres til kilden, og derfor står det klart for enhver, at denne kilde er noget særligt – og kan noget særligt.

Det har den også bevist. Den 2. januar 1716 havde Johanne Christensdatter badet benene i kilden otte dage i træk. Hun havde nemlig drømt, at dette ville kunne hjælpe hende, for hun havde ”ond flod udi benene”. Og nu stod hun der – på årets anden dag – og var helbredt!
Majorinde Kraft på Råstrup blev ligeledes helbredt – og nogle nævner, at det endog var for blindhed!

I 1802 kan vi læse, at ”Vandet nu synes at have tabt sin Kraft ved Troens Aftagelse.” Men kilden lod sig ikke slå ud. Den fik styrke til sin rislen fra de store bakker, og fjorden har sikkert skyllet ind over igen, for omkring 1893 søgtes kilden endnu, skønt kildehullet var næsten trådt til af børn og gæs.

Kilden og fjorden. Fra oldtiden har de givet. Til trængende og raske. Til lokalbefolkningen og egnens gæster. Til vestjyder og nordmænd. Til børn og gæs. Til voksne og kreaturer. Til natur og kultur. Fisk, muslinger og kildevand. Tro og håb.

Kilden giver ikke op. Fjorden gør det heller ikke. Men vi gør nok klogt i at passe på begge. Det er sikkert bedst at undgå troens og forstandens ”Aftagelse”.

Allerbedst er det måske at gøre som drengen Jacob Nicolai Wilse gjorde i 1745 og årene derefter. Han satte sig nær kilden og lyttede og så, sansede og spekulerede. Det udviklede Jacob, og han blev siden en betydningsfuld person for Thyholm og Norge.

Der er to helligkilder på Thyholm. Sct. Mauritii kilde finder man ved at køre østpå ad Serup Kirkevej. Næsten for enden er der skiltet mod kilden, og man kan køre ad en smal ca. 700 meter lang grusvej. Ved stranden vises til kilden en smule længere mod øst.

Frit, men forhåbentlig nogenlunde hensynsfuldt over for kilderne – Eskild Højgaard